Print side  Tilføj favoritter  E-mail denne side   
Om Mpumalanga provinsen
Mpumalanga er det tidligere Eastern Transvaal, og provinsen ligger i det nordøstlige Sydafrika. Mpumalanga grænser op til Mozambique mod øst og Swaziland mod syd og øst, og det er provinsen, hvor den sydlige del af den store Kruger Nationalpark ligger. Parken er en af de bedst administrerede parker i verden, og her kan man se storslåede flokke af vilde dyr, naturligvis inklusive alle de store rovdyr. Selve parken udgør en af provinsens helt store attraktioner, men Mpumalanga har også meget andet at byde på. Kulturelt set er regionen også interessant på grund af Ndebelefolket, som hører hjemme her. Ndebele-folket er kendt for deres fantastiske og farvestrålende udsmykninger af deres huse. Ndebele landsbyer er en opvisning i udsøgt fornemmelse for geometri og en farvesans, der er aldeles enestående. De klare farver går igen i Ndebele-folkets klædedragter, og et besøg i en Ndebele landsby er noget, man helt sikkert må tage sig tid til. Mpumalanga er i det hele taget en provins, der emmer af historie, og provinsen har været beboet i tusinder af år. Ved Lion Cavern i Ngwenya bjergene findes der spor af mennesker, der levede i provinsen for 46.000 år siden, og der findes også mange eksempler på Buskmændenes klippemalerier rundt om i Mpumalanga. Her findes også spor af fortidsmenneskene Australopithecus og Homo Erectus, og dermed gør Mpumalanga sig fortjent til betegnelsen ’civilisationens vugge.’

Provinsen dækker et stort område, og derfor er landskabet ikke overraskende varieret. Det nordvestlige Mpumalanga er et meget smukt område, og det er her, Ndebele-folket hører hjemme. Den sydlige del af provinsen er præget af græsland og vådområder, og “highveld” (højlandet) er en udpræget landbrugsregion, men har dog også en del kulminer, og er et af de områder i Sydafrika, hvor den industrielle udvikling er størst.

Det nordlige Mpumalanga er i rivende udvikling, og er ved at blive et populært turistområde. Der er specielt gode muligheder for mountain biking, fiskeri og at kigge på fugle. Det sydlige lowveld og middleveld (lavlandet) kaldes også Maputo-Nelspruit korridoren, og her finder man Buskmændenes klippemalerier, mange arkæologiske ruiner og spor fra de tidlige guldgravere. Noget af Afrikas mest dramatiske landskab findes omkring Drakensbjergene og i dette område ligger også den historiske mineby Pilgrim’s Rest. Et besøg i Mpumalanga må uvægerligt også indeholde besøg ved Gods Window og til Bourke’s Luck Potholes, der er et interessant naturfænomen skabt af Blydefloden, der gennem århundreder har skyllet over klipperne og lavet cylindriske huller i klippelandskaberne. Provinsens hovedstad, Nelspruit, kan give storbystemning, hvis man overvældes af naturen.

HØJDEPUNKTER: Panoramaruten og Krugerparken
 VI ANBEFALER: Mpumalanga provinsen er et naturligt og velegnet sted at starte sin Sydafrikarejse. Det ligger relativt tæt på Johannesburg, som man normalt flyver til fra Europa. Fra Johannesburg kan man enten flyve eller køre ca. 5 timer i bil. Området har mange spændende seværdig-heder, som man kan nå uden at skulle skifte hotel. Vi anbefaler 3-4 dage efterfulgt af nogle dage på safari i Krugerparken.



Mest læste
 
 
 
 
   Site Map | RSS Feed
 

Rejsebureau - Safari rejser - Safariture - Rejser til Afrika - Rejser til Sydafrika
Safarilande - Kenya - Tanzania - Botswana - Zambia - Malawi - Zimbabwe - Namibia
Golfrejser - Familiesafari - Bryllupsrejser - Teltsafari - Victoria Falls - Cape Town - Kenyas kyst - Kalahari ørkenen - Hvaler i Sydafrika

Copyright © Livingstone Safari - Afrika rejser - All Rights Reserved.

CMS SYSTEM - SEO optimering & Google Adwords by Media2 A/S.