Print side  Tilføj favoritter  E-mail denne side   
Om KwaZulu / Natal
Umiddelbart er denne provins nok mest kendt for havnebyen Durban, der med sine hvide strande ud til det klare, azurblå Indiske Ocean er paradis for enhver, der kan lide at ligge på en strand og slikke solskin. Her er varmt og lækkert året rundt, og mange af Sydafrikas bedste surfere er vokset op på Durbans strande.

Zulu-betegnelsen for Durban er ’eThekwini’, som betyder ’stedet, hvor landet og havet mødes,’ og byen har alt det, man kan ønske sig af en moderne storby. Syd for Durban ligger Sunshine Coast, som er en række strande, der ofte er gemt bag frodige skove, men som viser sig at være et rent paradis, når man kommer frem. Port Shepstone ligger ved Umzimkulu flodens udmunding, og herfra er der ikke langt til et af provinsens smukkeste landskaber, Oribi Gorge. Her har Umzimkulufloden gennem årene skåret en 24 km lang slugt ned gennem klipperne, og fra udsigtspunktet Overhanging Rock kan man se ned på floden 370 meter nede i slugtens bund.

Sydafrikas bedste strande ligger langs kysten i KwaZulu / Natal, men også resten af provinsen er et besøg værd. De høje randbjerge i Drakensberg danner en naturlig grænse langs provinsens nordvestlige grænse, og provinsens bagland består af et storslået, kuperet landskab med dybe slugter og floder, der baner sig vej ud mod havet. Indbyggerne i KwaZulu / Natal består af mange forskellige befolkningsgrupper, og her bor f.eks. mange indiske indvandrere. Størstedelen af dem er efterkommere af indere, der udvandrede fra Indien i begyndelsen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet, og de udgør stadig en distinkt befolkningsgruppe.

 I KwaZulu / Natal ligger det smukke Hluhluwe vildtreservat ved foden af de bjerge, der rejser sig fra kystens lavland. Reservatet har en smuk og varieret natur, og her kan man se en lang række dyr, bl.a. både det sorte og det hvide næsehorn samt nyala-antilopen, som er et af Afrikas smukkeste og mest sky dyr. Tæt ved Hluhluwe ligger Umfolozi vildtreservat, som i høj grad har bevaret den vilde natur og er kendt for sin store indsats for at redde det hvide næsehorn fra udryddelse. Provinsen er også kendt for en spændende del af Sydafrikas historie, nemlig de dramatiske slag, der fandt sted i den nordlige del af provinsen under Boerkrigen. Battlefield Route er blevet meget populær i de senere år, og ruten byder på spændende oplevelser, hvis man er interesseret i historie. En af de mest interessante byer i det indre KwaZulu / Natal er Pietermaritzburg, som blev grundlagt i 1838, og anses for at være en af verdens bedst bevarede viktorianske byer. Den har mange interessante museer, og byens rådhus er et fremragende eksempel på viktoriansk arkitektur.

HØJDEPUNKTER: Safari, zululandsbyer, slagmarkerne, Drakensbjergene og Det Indiske Ocean.

VI ANBEFALER: Igen her er der tale om et område, der står lidt i skyggen af de øvrige - og det er bestemt ikke fordi, der mangler oplevelser i området. Egentlig er her nok til en 14 dages rejse, hvis man ser på variationen i natur med gode safarimuligheder, de historiske slagmarker, storkultur i zululandsbyer, vådområdet St. Lucia, Natalkystens varme vand og dejlige strande samt Sydafrikas bedste dykkersted ved Sodwana Bay. Årsagen til at området ikke er meget med på rund-rejser er, at man skal bruge 4-5 dage, hvis oplevelsen skal være optimal, da man ellers bruger for megen tid på transport. Vi anbefaler at man for eksempel efter Kruger Nationalparken eller Mpumalanga tager via en enkelt overnatning i Swaziland til KwaZulu / Natal provinsen. Man bør tage 3 nætter på samme sted, men kan også vælge at bo på forskellige hoteller. Afslut gerne med en enkelt overnatning i Durban.



Mest læste
 
 
 
 
   Site Map | RSS Feed
 

Rejsebureau - Safari rejser - Safariture - Rejser til Afrika - Rejser til Sydafrika
Safarilande - Kenya - Tanzania - Botswana - Zambia - Malawi - Zimbabwe - Namibia
Golfrejser - Familiesafari - Bryllupsrejser - Teltsafari - Victoria Falls - Cape Town - Kenyas kyst - Kalahari ørkenen - Hvaler i Sydafrika

Copyright © Livingstone Safari - Afrika rejser - All Rights Reserved.

CMS SYSTEM - SEO optimering & Google Adwords by Media2 A/S.